Stamina er livskraft
Dette opslag er en uddybning af temaet i blogartiklen
Giv aldrig op - der er altid et nyt skridt at ta´!
Stamina
Stamina er livskraft. Det, at man har sin styrke, holder ud når der er brug for det og kan yde modstand indeni, når der er noget der prøver at ødelægge en. Stamina er det modsatte af sammenbrud. Det er at bevare kraften – i hvert fald noget kraft. At være ved mod i stedet for opgivende. Stamina er at beskytte sine ressourcer, så man bruger dem, dér hvor der er brug for dem.
Stamina er at have omsorg for sig selv som en levende enhed i den verden, der skal leves i.
Finnerne har ordet ”sisu”. Jeg er ikke finne, og det er kun dem, der kender det indefra. Men jeg tror, det er det samme.
Udholdenhed med kraft i sig. Det har aldrig været vigtigere.
I forhold til den globale miljøsituation og klimaets tilstand kan man prøve at følge med i alle de mange opgørelser, der laves hele tiden. Men det kan også være uhyre vanskeligt at finde ud af, hvad man skal gøre med alt det, man får at vide.
Lige inden klimatopmødet, som Joe Biden indkaldte til d. 22. april 2021, blev der offentliggjort en rapport fra WMO, som er FN’s meteorologiske organisation. Det var meget dyster læsning, hvor vejrforandringer, temperaturstigninger, CO2–udslip, hul i ozonlaget og ændrede adfærd i dyreverdenen fyldte en del.
Samtidig var en stor del af verdens politiske ledere altså samlet – og der blev varslet miljø– og klimaforbedrende indsatser i et aldrig tidligere set omfang. De mener det nu. Og milliarderne vil rulle i hvad den tyske kansler, Angela Merkel, kaldte den største samfundsforandring nogensinde.
Skal man være optimist eller pessimist?
De fleste oplysninger man kan få frem, om hvordan det egentlig står til med biosfæren og klimaets tilstand, er dybt nedbøjende. Vi befinder os i en fase, hvor vi lever i eftervirkninger af noget, der startede helt tilbage, da industrialismen tog fart i 1700–tallet og fremefter. Og det tager tid at stille om. Vi har haft bevidsthed om det – sådan gradvist stigende – gennem de sidste 50 år, men har jo langt hen ad vejen valgt ikke at gøre så meget, fordi omstillinger af industrier, energisektorer og hele samfunds forbrugsmønstre er enorme omstillinger.
Men nu er udbruddet så altså i gang. Både i god og dårlig forstand.
Hvordan går det så?
Det er faktisk ikke muligt at lave en status, der er dækkende – og som kan give svar på de spørgsmål, vi egentlig gerne vil have svar på.
Realiteter er ikke længere realiteter, der kan gøres op på den måde. Realiteten af den situation, vi står i, er at den er en uhyre sammensat øko–sociologisk virkelighed, som vi observerer med videnskabelige målinger, der eksakt fortæller hvordan noget er – på nogle områder. En virkelighed, hvor vi undersøger gennem videnskabelige teorier om, hvordan noget hænger sammen derude i det utrolige komplekse samspil, og hvor vi konstant hører fra alle mulige indrapporteringer, der fortæller om naturen, klimaet og den menneskelige kultur. Men virkeligheden er i lige så høj grad blevet én, man møder gennem handling. Fordi alt forandrer sig hele tiden.
Der er nogle klare tendenser, men virkeligheden er også stadigt nye opdagelser af mekanismer og mønstre, der virker ind på hinanden i skalaer, vi ikke vidste fandtes. Hvordan virker f.eks. temperaturstigninger ind på verdens havstrømme, og hvordan forandres dyrearternes fødekæder og også de landlige omgivelser til havene sig af det? Hvad betyder permafrostens optøning i Sibirien og Arktis for atmosfærens sammensætning? Og virkeligheden er også hele tiden hvad vi gør – og hvad vi ikke gør. Der bygges gigantiske solcelleanlæg i Kina, USA og Europa, og stilles om til el– biler. Der er en enorm bevægelse af omstillinger, hvor virksomhed efter virksomhed efter virksomhed kommer op med nye produktionsformer, helt nye produkter og ændret logistik, der sammen eller hver for sig udgør markante miljøforbedringer. Og privatpersoner, enkeltmennesker, over hele jorden stiller om og beslutter sig for at gøre noget mere miljøfornuftigt og mindre klimabelastende.
Hvornår virker det alt sammen – og hvor meget? Og hvor fører det os hen?
Man kan sagtens lave fremskrivninger af nutidige forhold til prognoser for fremtiden. Men der er i verdens brusende samspil derude, som hele tiden tilføjes nye sammenhænge, så meget i gang der væver sig ind og ud af hinanden i gensidigt afhængige udviklinger, at det hele tiden er meget svært at sige, hvor vi præcis er, og hvordan det egentlig går.
Hvad gør man, når virkeligheden er blevet en så stor hybrid af bogstaveligt talt alt mellem himmel og jord, at det sådan set ikke er til at komme med meget præcise svar om noget som helst i meget stor skala? Man bliver forhåbentlig ved med at måle og arbejde videnskabeligt, med det man kan finde ud af og gerne vil finde ud af – så vi kan gøre så konkrete indsatser som muligt – og man bliver forhåbentlig ved med at finde helt nye veje i teknologiernes spor.
Men man er også nødt til at væbne sig med tro. En tro, der kan være baggrund, forgrund og omgivelser til sig selv. Stamina. At holde ud. Ville noget. Vågne og føle en eller anden form for styrke – hvor lille og stor den end er. Bevare kraften. At være opmærksom på, at man har nogle ressourcer, som man da skal bruge på at udveksle noget med noget livskraft i. Måske helt nært, småt, noget der ikke synes at have nogen synderlig indflydelse i den store verden, et lille pust i det store altomfattende globale stormvejr; en glæde, der bliver delt. En taknemmelighed, der kan give en styrke af lethed.
Udholdenhed med kraft i sig.
Og det er så vigtigt, for uanset hvor mange videnskabelige rapporter man læser, eller politikere man hører på, vil man ikke kunne få sikkerhed. Heldigvis hverken til den katastrofale side eller til ”Vi bliver reddet og går en lysere fremtid i møde” – siden.
Den findes ikke. Sikkerheden. Vi er midt imellem geologiske og biologiske udviklinger og menneskelig skabelse. Og noget derude ved vi ikke noget om. Og meget andet ved vi noget om. Og hvad menneskene gør, er ikke godt at vide. De vil gerne. Mere og mere. Og de har ikke udfyldt deres potentiale endnu.
Vi er en husholdning. En husholdning hvori jordens klima og alle dens miljøer er med – sat sammen med menneskets handlinger – samlet.
Og økonomi og opgørelser må forholde sig til tid.
Hvor længe gælder et regnskab for? Hvad er det for en periode vores status skal vise opgørelse over? og Hvorfor er lige præcis den periode relevant? Hvis tørkeperioder har afstedkommet brande på kontinentstørrelse og klimaforandringer har skabt tusinder af hærgende tornadoer – af hver gang endnu større ødelæggende størrelse end før – hvor meget er der så tilbage, som kan bruge en neutralisering af verdens CO2–udslip i 2050?
Det kommer måske slet ikke til at gå så galt. Og det vil vi jo alle sammen helst tænke – hvad måske netop er en af forklaringerne på, at vi hæger os fast i konkrete oplysninger og frister i tid. Så er der noget at tro på og stile hen imod. Noget at være konkret i forhold til.
Og det er godt.
Selvfølgelig medmindre, at det vi gør, er helt utilstrækkeligt i forhold til det, der er brug for. Utilstrækkeligt i forhold til, hvad der reelt sker derude i biologien, geologien, miljøerne og atmosfæren. For så giver fristerne og handlingsplanerne os bare en fornemmelse af at gøre noget – hvad vi gør – men det er samtidig noget der bare ikke på nogen måde er i forlignelig sammenhæng med det, der er brug for.
Uanset hvor man ender i sin status – er der brug for stamina.
For det er vigtigst, at vi kommer i gang med at gøre noget. Alle sammen. Og det er også vigtigt at nogen gør noget, selvom ikke alle gør noget. Og det har betydning for hvordan livet bliver levet – uanset hvor lang tid der så er tilbage at leve det i.
Det livsbekræftende må ikke forsvinde ud af livet – uanset hvad andre gør og ikke gør. Livskraften må ikke forsvinde ud af livet uanset hvad prognoserne og opgørelserne så siger. Dagen i dag er værd at leve. Den i morgen er det forhåbentlig også.
Det er ikke naivt.
Det er en helt realistisk status over, hvad det kan betale sig at gøre. Altid.
Tak til Hans Henrik for udlån af teksten.
Interesserede i at læse mere af LIVSFORMULAREN - evolution og identitet kan henvende sig til Hans Henrik Andersen på mailadressen hhandersen@yahoo.dk
Comments
Post a Comment